Menu Luk

Foredrag og møder

Bestil en foredragsholder fra Wycliffe Danmark og få et indblik i, hvordan vi arbejder med oversættelse af Bibelen og modersmålsundervisning – og bliv (endnu mere) glad for Bibelen på dit modersmål.
Vi holder foredrag og møder i kirker, kirkelige foreninger og andre sammenhænge, og det koster kun kørepenge og en gave til Wycliffe Danmark.
Læs mere om de forskellige oplægsholdere herunder – og book os til et møde.

Bliv glad for din danske bibel

Lene Aagaard Nielsen er landsleder i Wycliffe Danmark og den, der ved mest om alt det forskellige arbejde, der foregår i Wycliffe på globalt plan. Via konkrete eksempler fra forskellige steder i verden, serverer hun spændende viden om oversættelse af Bibelen og modersmålsundervisning, og hun giver et blik ud i verden og ind i oversætterens værksted. Det åbner Bibelens tekster på en ny måde og tilføjer andre aspekter til tekster, vi måske har hørt mange gange. Tilhørerne får et nyt glimt af Bibelens budskab – og fornyet glæde ved en Bibel på dansk.

Lene Aagaard Nielsen bor i Aarhus og holder møder og foredrag i hele Danmark.

» Book et møde med landsleder Lene Aagaard Nielsen 
» Læs mere om Lene Aagaard Nielsen

Oversættelse af Bibelen i kaffelandet Etiopien

Bodil og Peter Lanting fortæller om arbejdet med bibeloversættelse og sprogundervisning i kaffelandet Etiopien. Bodil Lanting inviterer tilhørerne til at tænke med i oversættelsen af forskellige tekster til sidama-sproget: Hvad betyder ”hellig”? Kan begrebet gengives bedst med betegnelsen for rensede kaffebønner af bedste kvalitet? Eller skal man vælge et ord, der betød ”hellig” i den før- kristne kultur? Bodil Lanting står også gerne for forkyndelsen, for eksempel med overskriften ”Gud taler alle sprog”. Peter Lanting har arbejdet med læse- og skriveundervisning i Etiopien og fortæller om arbejdet, landets sprog, historie og skoleundervisning.

Bodil og Peter Lanting bor i Hammelev ved Vojens og holder primært foredrag og møder i den sydlige del af Jylland og på Fyn.

» Book et møde med Bodil og Peter Lanting
» Læs mere om Bodil og Peter Lanting

Mød en sprognørd og fremtidig udsendt

Morten Mumo Rasmussen er en rigtig sprognørd! Han har studeret engelsk, tysk og nederlandsk på universitetet og kan kommunikere på over ti sprog. Morten brænder for bibeloversættelsesarbejdet og fortæller levende om nødvendigheden af, at alle har mulighed for at læse eller lytte til Bibelen på deres modersmål. Han er ved at forberede sig til at blive udsendt af Wycliffe til Kenya sammen med sin kenyanske kone, Ruth. I et land hvor Bibelen er ved at blive oversat til 37 lokale sprog, skal Morten hjælpe med bl.a. at lave ordbøger til brug i oversættelsesarbejdet.  

Morten bor i nærheden af Holstebro og holder møder i hele landet.

» Book et møde med Morten Mumo Rasmussen 
» Læs mere om Morten Mumo Rasmussen