Globalt
Wycliffe Danmark er en del af det globale fællesskab Wycliffe Global Alliance, der består af mere end 100 medlems- og partnerorganisationer.
Nogle organisationer har oversættelsesprojekter i deres eget land, for eksempel Rusland og mange lande i det globale Syd, mens andre støtter bibeloversættelse på forskellig vis, for eksempel gennem udsendte medarbejdere, oplæring, uddannelse, bøn og projektmidler.
Den Globale Alliances leder hedder Stephen Coertze. Han arbejder tæt sammen med en global bestyrelse og et globalt lederteam sammensat af folk med forskellige kulturelle, kirkelige og professionelle baggrunde.
Wycliffe Danmarks nærmeste søsterorganisationer findes i Norge, Sverige og Finland. De nordiske organisationer ligner hinanden kulturelt, kirkeligt og organisatorisk, og vi kan derfor bruge hinanden som inspirationsnetværk og samarbejde omkring konkrete opgaver. Cirka hver tredje år mødes vi til en nordisk konference.
Også på europæisk niveau findes et fællesskab af Wycliffe-organisationer. Det er et forum for gensidig inspiration og visionsarbejde i form af både konferencer og fælles events. Det europæiske kontor ligger i Tyskland og ledes af Ruben Dubei. Sammen med en mindre stab af medarbejdere inspirerer og støtter han eksisterende Wycliffe-organisationer og hjælper nye organisationer i gang.