Langt oppe i bjergene i Kalam området i Pakistan støder man flere steder på små landsbyer, hvor gawri folket bor. I seks af landsbyerne er der en privatskole, der adskiller sig fra de offentlige skoler ved, at der ikke bliver undervist på urdu, som er hovedsproget i Pakistan, men på børnenes eget sprog, gawri. Skolerne bliver drevet af Wycliffes partnerorganisation, Gawri Community Development Programme (GCDP).
GCDP kæmper også for at gawri sproget officielt skal anerkendes som et undervisningssprog, så det bliver staten, der har ansvaret for at gennemføre undervisningen på gawri i de små klassetrin. Indtil sidste år blev gawri slet ikke anerkendt som et selvstændigt sprog, selvom det tales af omkring 120.000 mennesker.
Sidste år vandt GCDP sammen med andre organisationer en retssag, der nu gør, at gawri endelig tælles med som et sprog, og gawri folket dermed endelig anerkendes som et selvstændigt folk. Så langt så godt, kan man sige. Det var et vigtigt skridt på vejen imod at blive anerkendt som undervisningssprog. Men vi skal videre. Derfor har Wycliffe søgt CISU/Danida om en bevilling til endnu en projektperiode, og den har vi fået. Vi er derfor taknemmelige for med den bevilling at kunne støtte GCDP i de næste to år i deres arbejde med driftsopgaver i skolerne og med at støtte og forsvare brugen af det lokale sprog primært overfor regeringen.