Menu Luk

Forældreinddragelse i Ghana

Undervisningen på dagbani i 1.-3. klasserne er stadig godt i gang i det nordlige Ghana. Der er 20 skoler involveret, også en muslimsk skole. Tidligere foregik al undervisning på engelsk fra første dag, uden at børnene havde noget kendskab til engelsk.  Det gjorde det meget svært for dem at følge med og lære noget i det hele taget. Nu, hvor de begynder med undervisning på deres modersmål i de små klassetrin, er udbyttet af undervisningen steget mærkbart.

Hvorfor lærer I dem et sprog, de allerede kan?
Selvom det går godt i skolerne, kan det være svært at overbevise forældrene om, at undervisning på børnenes modersmål er vigtigt. Mange af forældrene er analfabeter og har ofte ikke en umiddelbar forståelse for, at det er lettere at lære at læse og skrive på et fremmedsprog, når man kan det på sit eget. ”Hvorfor lærer I dem et sprog, de allerede kan? Det er da spild af tid. De skal hellere lære engelsk,” er flere af forældrenes argument. Engelsk er det officielle sprog i Ghana, og det sprog børnene skal bruge i det videre uddannelsessystem. Men test viser, at børnene bliver også bedre til at lære at læse og skrive engelsk pga. undervisningen på modersmålet, og det er med til at få forældrene til at bakke op om undervisningen.

Vigtigt med opbakning
Forældrene skal selv betale for en del af børnenes skolebøger, og det er en af grundene til, at det er så vigtigt at få forældrene til at bakke op om undervisningen. Udover at udvikle undervisningsmaterialer og uddanne lærere gør den lokale organisation Literacy and Development through Partnership et stort stykke arbejde for at tale med forældrene om vigtigheden af skolegang på modersmålet. Projektet er støttet af CISU/Danida.