Både i Danmark og Pakistan kan dagen blive lang, når man er barn, og skolen er lukket. I Kalam i det nordlige Pakistan slipper eleverne fra gawri folket dog ikke for lektierne, selvom skolerne nu har været lukket i et par måneder pga. Covid19. Lærerne besøger eleverne på ugentlig basis for at give dem lektier for og hente de opgaver, der skal rettes. Børnene modtager derfor stadig undervisning på deres modersmål. Selvom skolearbejdet fortsætter, er der dog andre områder, hvor myndighedernes Covid19 restriktioner skaber problemer for gawrierne. De lever primært af landbrug, men er i øjeblikket afskåret fra at dyrke deres jord, hvilket fører til mangel på basale fornødenheder, såsom mad og medicin.
Siden 2019 har Wycliffe Danmark været involveret i et skoleprojekt med at gennemføre undervisning på modersmålet i de små klassetrin blandt minoritetsgruppen. Formålet er at hjælpe gawrierne ud af fattigdom ved at give børnene en øget mulighed for at tage uddannelse og senere skabe en bedre tilværelse for sig selv. Den lokale organisation Gawri Community Development Programme står for at gennemføre projektet i Pakistan. Danida/CISU har bevillig penge til projektet i en to-årig periode.
Foto: Fritz Berger