Wycliffe Danmark

Ny metode til hebraisk træning i Kenya

I Kenya er det ofte svært for bibeloversættere og bibeloversættelseskonsulenter at få tilstrækkelig og kvalificeret hebraisk undervisning. Undervisningen på universiteterne er ofte ikke af den rette kvalitet og dyr at betale for. Bibeloversætterne og konsulenterne bor ofte langt fra universitetsbyerne, så det kan være forbundet med mange omkostninger både økonomisk og familiemæssigt at skulle flytte eller pendle dertil for at studere i flere år. Et hvis niveau af hebraisk er dog helt nødvendigt, når man skal oversætte Det Gamle Testamente fra grundteksten til nye sprog.

Et lettilgængeligt online sproglæringsværktøj Bible Online Learner (https://learner.bible/)  er blevet udviklet og allerede brugt i København, Madagaskar og Etiopien. Nicolai Winther-Nielsen, der selv er professor i Det Gamle Testamente, står bag programmet. Her kan den studerende efter en introduktion til programmet selv arbejde med øvelser og videoundervisning i hebraisk.

De fire kursister i forårets hebraisk kursus sammen med Nicolai Winther-Nielsen og Elly Gudo

I foråret 2026 har Nicolai Winther-Nielsen desuden gennemført tre kurser med en uges intensiv træning. Derefter arbejder de studerende videre på egen hånd med nogle måneders sproglig øvelse ved brug af det revolutionerende læringsværktøj og et nyudviklet kursusmateriale. På det første kursus i januar blev de studerende trænet i at læse skabelsesberetningen. Dette kursus blev gentaget i marts for en ny gruppe og for at finde nye trænere. Det tredje kursus i juni har indøvet et begynderhebraisk med 101 gloser og en simpel grammatik. Kurserne udbydes på et af Kenyas nøgleuniversiteter, Pan Africa Christian University i Nairobi. Kurserne henvender sig dog ikke kun til studerende men også til hebraiskundervisere på de lokale universiteter, der får muligheden for at optimere deres undervisning. Du kan se en status over projektet og møde nogle af deltagerne på video her.

Kurserne i foråret 2026 var kun en begyndelse, men for at projektet skal kunne fortsætte er der brug for økonomisk støtte primært til dækning af rejseudgifter og overnatning til de bibeloversættere, der ikke selv har mulighed for at betale. Vil du være med til at sikre god og tilstrækkelig træning af de lokale, der skal oversætte Det Gamle Testamente til deres eget sprog?

Læs løbende nyheder fra projektet her https://theonlineprofessor.org.

Støt projektet​

Send din støtte på MobilePay 91724 og skriv “HEB” i overførslen (skriv dit navn og CPR nr. hvis du ønsker skattefradrag) eller udfyld formularen nederst på siden for at sende din støtte afsted. test

 

Scroll to Top