I et land med flere end 65 anerkendte sprog kan det være svært at sikre, at børn i skolerne undervises på deres eget sprog. Det er netop tilfældet i Pakistan, hvor 120.000 gawrier i mange år har været forhindret i at deltage i undervisningen pga. sprogbarrierer. Det skal et nyt projekt nu gøre op med.
Gawrierne lever typisk i fattigdom i bjergene i den nordlige del af landet og har været afskåret fra uddannelse i generationer. Børnene kan ikke følge med i skolen, fordi undervisningen foregår på urdu eller engelsk i stedet for på sproget gawri, som børnene taler derhjemme. Det betyder, at mange af børnene har svært ved at følge med i undervisningen, og ca. 65% dropper tidligt ud af skolen. Uddannelse kan være en vej ud af fattigdom og modgang, da det ville give gawri børn i fremtiden mulighed for at finde arbejde og dermed få en indkomst.
Derfor igangsætter Wycliffe i samarbejde med den pakistanske organisation GCDP (Gawri Community Development Programme) nu et projekt, som skal sørge for undervisning på modersmålet i de små klasser og sikre en gradvis overgang til andre sprog i gawri-skolerne. Desuden dannes der grupper af lokale, der skal arbejde med fortalervirksomhed for at påvirke regeringen til at sikre flersproget undervisning i skolerne i Pakistan.
Projektet er støttet af en CISU bevilling på knap 500.000 kr til projektet i en 2-årig periode.