Menu Luk

Et uvurderligt redskab i oversættelsesarbejdet

Det er et tålmodighedsarbejde at oversætte Bibelen til et andet sprog. Specielt udviklede IT-programmer er dog en stor hjælp i mange aspekter af arbejdet. Nogle programmer kan hjælpe med analysen af sprogets lyde, som er nødvendigt, før man kan lave et godt alfabet. Andre programmer hjælper med at lave ordbøger.

Det vigtigste program til hjælp i selve bibeloversættelsen hedder Paratext. Det giver mulighed for at kunne sammenligne oversættelser af Bibelen på forskellige sprog ved, at de vises side om side på computerskærmen. Desuden er der noter og andre hjælpemidler, der hjælper til forståelse af bibelteksten. Det er f.eks. hjælp til, hvilke spørgsmål man kan stille til teksten og den lokale kultur, man er ved at oversætte til, for at få oversat den rigtige betydning af teksten. Man kan i det program hurtigt slå op i en række ordbøger, f.eks. bøger om planter og dyr i Bibelen, om redskaber og meget mere. Og man kan slå op i græske og hebraiske ordbøger.

Mulighed for samarbejde

Desuden er der mulighed for, at flere kan arbejde på den samme oversatte tekst. Det hjælper ikke kun oversætterne, men også den konsulent, der skal hjælpe med at tjekke oversættelserne. Med programmer som zoom kan en konsulent følge med i en oversætters tekst på skærmen og se, hvilke ændringer, de laver. Det er også et godt træningsprogram, hvor konsulenten kan forklare oversætteren, hvordan man bruger de mange muligheder, som findes i programmet. Desuden er det en fordel, at den oversatte tekst hver dag bliver uploadet til en server, så man altid har en backup af teksten. Den gemmer også historikken, så man kan se nøjagtigt hvilke ændringer hver enkelt bruger har foretaget, og hvornår teksten blev ændret.

Paratext er en uvurderlig hjælp for oversættelseskonsulent, Iver Larsen, der fra sit hjem i Galten arbejder sammen med lokale oversættelsesteams i Uganda, Kenya og Sydsudan.