Wycliffe Danmark

Årsmøde med voksende engagement og ny bestyrelse

Den 10. maj blev Wycliffes årsmøde afholdt i Randers Frimenighed. Morten og Ruth Rasmussen er hjemme på orlov fra Kenya og deltog i årsmødet. Morten prædikede ved gudstjenesten og fortalte ved årsmødet om parrets første tid i Nairobi, hvor de er faldet godt til.

Ved årsmødet sagde vi også tak til Jørn Blohm Knudsen, som efter flere år som formand trådte ud af bestyrelsen. Samtidig blev Doreen Dam Larsen valgt ind som nyt medlem. Bestyrelsen består nu af Peter Lanting (formand), Robert Strandgaard Andersen (næstformand), Marleen Frost (kasserer), Doreen Dam Larsen (sekretær) samt Simon Schøler Kristensen og Lærke Roager Jespersen.

I sin årsberetning fortalte landsleder Lene Aagaard Nielsen om øget synlighed bl.a. som indsamlingspartner på SommerOase, missionskonferencen Udsyn, der blev afholdt i Aarhus sammen med fem andre missionsorganisationer, og om Wycliffes fortsatte engagement i modersmålsundervisning i Ghana og Pakistan og bibeloversættelsesarbejde i Uganda, Sydafrika og Kenya.

Årsregnskabet for 2025 viste en milepæl: For første gang har Wycliffe samlet mere end én million kroner ind på et år. Stigningen skyldes blandt andet, at de udsendte selv rejser støtte til deres løn og tjeneste.

Tak til alle deltagere ved årsmødet!

Scroll to Top